SAFE er Sygehusapotekerne og Amgros' fælles Forsknings-
og udviklingsEnhed. SAFE har tre forskningsområder, der hver har en
forsker tilknyttet:
Klinisk farmaci
Under forskningsområdet klinisk farmaci udvikler vi metoder, der
skal understøtte en optimal og rationel brug af lægemidler. I det
ligger blandt andet, at brugen af lægemidler skal gavne både
patienten og samfundet. Det sikres gennem et samarbejde mellem
farmaceuter, andre sundhedsprofessionelle og patienten selv.
Patientsikkerhed
Patientsikkerhed er et nyt forskningsområde hos SAFE. Området er
under opbygning under overskriften "Patientsikkerhed og medicin -
fra udbud til anvendelse."
Stabilitet af lægemidler
Mange lægemidler fremstilles eller færdigtilberedes på
sygehusapotekerne. Derfor er det nødvendigt for sygehusapotekerne
at have viden om lægemidlernes holdbarhed efter den håndtering, der
finder sted på sygehusapotekerne.
SAFE er desuden med til at skabe en forskningskultur inden for
sygehusapotekssektoren. Blandt andet fungerer SAFE som konsulent på
sygehusapotekernes egne projekter for at give projekterne en
forskningsdimension.
Rationalitet og sikkerhed
SAFE har to projektledere, der arbejder med rationel og sikker
håndtering af lægemidler. Det sker under de nedenstående
overskrifter:
Klar-til-brug-lægemidler
Sygehusapotekerne og Amgros har en fælles strategi for levering af
klar-til-brug-lægemidler. Strategien indbefatter, at
sygehusapotekerne og Amgros fremskaffer og leverer
klar-til-brug-lægemidler via indkøb fra lægemiddelindustrien, via
Roboteket (se nedenfor) og via sygehusapotekernes egenproduktion af
lægemidler.
Roboteket
Roboteket er en produktionsenhed, der bruger automatisering og
stordriftsfordele til at opnå en billigere og mere effektiv
fremstilling af klar-til-brug-lægemidler. Herigennem skal Roboteket
supplere sygehusapotekernes produktion for at imødekomme behovene
fra den fremtidige sygehusstruktur.
Automatisering
I samarbejde med Roboteket arbejder Amgros med at udvikle
automatiserede løsninger til kobling af antibiotika, fremstilling
af kemokure og andre fremtidige klar-til-brug-lægemidler.