Amgros som arbejdsplads

Amgros er en spændende og alsidig organisation, som er inde i en rivende udvikling. Hos Amgros lægger vi vægt på at være proaktive, dynamiske og innovative. Vi har et stærkt fagligt miljø og en meget kompetent gruppe af medarbejdere, som alle har en stor viden inden for deres felt. Amgros har 60 ansatte.

 

Hos Amgros går vi op i at have en motiverende ledelsesstil og korte beslutningsveje. Vi er ikke bange for at give vores ansatte et ansvar. På den baggrund praktiserer vi frihed under ansvar. Som ansat i Amgros har du derfor rig mulighed for at udvikle dig både fagligt og personligt. Samtidig kan du være med til at præge virksomhedens fremtid.


Geografisk er vi placeret på Dampfærgevej i København. Vi har imidlertid mange medarbejdere, der ikke fysisk er placeret hos os - så afstand er ingen hindring for at være ansat hos Amgros.

 


Medarbejderberetninger


Nedenfor kan du se, hvad nogle af vores medarbejdere har at sige om Amgros som arbejdsplads.

 

Thomas Smith, it-supporter, It og projekt. Har arbejdet hos Amgros i 5 år.

 

- Jeg har lige fra starten syntes, at Amgros er en rigtig god arbejdsplads. Det betyder meget for mig, at der er gode muligheder for faglig sparring. Hos Amgros er der en bred vifte af medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Jeg synes virkelig, jeg får mulighed for at udvikle mig både fagligt og personligt hos Amgros. Og så har vi en meget afslappet omgangstone og et godt socialt miljø.

 

Tenna Bekker, udbudsansvarlig, Udbud. Har arbejdet hos Amgros i 3 måneder.


- Som ny ansat har jeg fået et rigtig godt indtryk af Amgros. Der er en stor åbenhed, og der bliver virkelig lyttet til ens input. Der er respekt for ens faglighed og erfaring. Og så kan jeg godt lide, at der er så højt et ambitionsniveau og fagligt niveau. Jeg har kun gode ting at sige om Amgros som arbejdsplads. Kollegerne er gode, opgaverne er spændende, og Amgros' mission i sig selv er jo også god.


Mie Villadsen, analysemedarbejder, Sekretariatet. Har arbejdet hos Amgros i 1 år.


- Det første, jeg tænker på, når jeg skal beskrive Amgros, er, at det er en virksomhed i en rivende udvikling. Der bliver hele tiden søsat nye projekter, så det er vigtigt, at man er forandringsparat. Der er masser af udfordringer, og man keder sig aldrig. Vi bruger hinanden meget til faglig sparring og har en stor grad af åbenhed. Så der er virkelig mange gode ting ved at arbejde hos Amgros. Et ekstra plus er, at virksomheden ligger fantastisk ned til vandet.

 

Lisbeth Petersen, farmakonom og kundekonsulent, Kundeservice og økonomi. Har arbejdet hos Amgros i 18 år.


- Jeg vil betegne Amgros som en virksomhed, der altid udvikler sig. Jeg har været hos Amgros i 18 år og er her stadig, fordi det bliver ved med at være inspirerende. Man skal altid følge med og holde sig skarp, og som medarbejder udvikler man sig i takt med virksomheden. I mine øjne er det bedste ved Amgros, at der er tillid og frihed under ansvar og en stor respekt på tværs af organisationen. Og så har vi et fantastisk socialt miljø,

hvor vi griner sammen og kerer os om hinanden.

"Amgros er et rigtig godt sted at arbejde, hvis man er ambitiøs og trives med at være i en virksomhed, der altid er i udvikling."