Forhandlingsorganisationer i alle lande oplever de samme udfordringer på lægemiddelområdet. Nye lægemidler prissættes højt på trods af, at evidensen for effekten ofte er lav. Udgifterne til medicin stiger. Og industrien har et stort ønske om at kunne bruge real world data og indgå alternative aftaler.
Derfor giver det god mening, at vi i Amgros udveksler viden og erfaring med organisationer fra andre lande og taler om, hvad der kunne være de bedste løsninger på de fælles udfordringer. Og ser nærmere på mulighederne for at styrke samarbejdet.
Ultimo oktober rejste et par repræsentanter fra Amgros derfor til Lissabon for at mødes med en række europæiske lande i den såkaldte Payer Group.
- Med et lægemiddelmarked, som i dag er globalt og præget af stærke og multinationale leverandører, er vi nødt til at have et internationalt udsyn, hvis vi fortsat skal lykkes med at løse vores opgaver – at sikre danske patienters adgang til medicin og mere sundhed for pengene. Løsningerne på de udfordringer, vi står over for som forhandlere, kan være vanskelige at finde for det enkelte land. Derfor er vi også glade for, at vi i dette samarbejde kan drøfte de gode løsninger, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.
Efter mødet forfattede landene et fælles statement, som du kan læse her
Repræsentanter fra følgende organisationer deltog i mødet i Lissabon: INFARMED (Portugal), Amgros (Danmark), Hollandsk Sundhedsministerium (Nederlandene), Vienna Healthcare Group (Østrig), Norwegian Hospital Procurement Trust (Norge), RIZIV/INAMI/NIHDI (Belgien), Sveriges Kommuner og Regioner (Sverige).
Læs mere om nye lægemidler og forhandling i Amgros her: Nye lægemidler og forhandling - Amgros
Kontakt
Karen Torgny
Seniorspecialist- kommunikation
Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.