STATUS PÅ ALTERNATIVE AFTALER


Amgros og Medicinrådet modtager hvert år et mindre antal forslag til alternative aftaler. Det er positivt, fordi det giver Amgros mulighed for at indgå andre aftaler end dem, der er baseret på en flad rabat. Det er dog en forudsætning, at en række krav er opfyldt, for at vi i sidste ende kan indgå en alternativ aftale. Kravene skal sikre, at aftalerne skaber reel værdi for sundhedsvæsnet og bidrager til patienternes adgang til ny medicin.

Der er stor interessen for alternative aftaler. Samtidigt er antallet af konkrete forslag fortsat begrænset. Derfor arbejder Amgros tæt sammen med Medicinrådet og leverandører for at udvikle området og skabe bedre muligheder for relevante aftaler, der kan understøtte adgangen til ny, og innovativ medicin.

Data og viden er en central del af dette arbejde og danner grundlag for dialog og beslutninger.

INDGÅEDE ALTERNATIVE AFTALER

I perioden 2021-2025 har Amgros indgået 10 ud af i alt 37 anmodninger om alternative aftaler, som Amgros og Medicinrådet har modtaget fra leverandører. 

Når anmodninger fra leverandørerne ikke har resulteret i, at Amgros har indgået en aftale, har der været gode grunde til det.


Vær opmærksom på diskrepansen mellem ”anmodningsår” og ”indgået aftale år”. Altså de indgåede aftaler i 2023 vedrører ikke nødvendigvis en anmodning modtaget i 2023. Eksempelvis kan de fire aftaler indgået i 2023 både være baseret på anmodninger modtaget i 2022 og i 2023.

ÅRSAGER TIL AT AFTALER IKKE INDGÅS

Det er ikke en snuptagsløsning at indgå alternative aftaler. Det viser vores erfaringer.

Når leverandøren anmoder Amgros og Medicinrådet om en alternativ aftale, skal leverandøren samtidig tilbyde en aftale om flad rabat, så Medicinrådet kan sammenligne de to modeller. I 15 procent af de tilfælde, hvor der ikke indgås en alternativ aftale, skyldes det, at Medicinrådet har vurderet en aftale med flad rabat samlet set er bedre. 

I 19 procent af tilfældene har leverandøren selv valgt at trække sin anmodning tilbage. Det kan for eksempel være, fordi leverandøren beslutter ikke at introducere lægemidlet i Danmark. 

I 33 procent af tilfældene blev lægemidlet ikke anbefalet som standardbehandling af Medicinrådet.

Endelig spiller udbudslovgivningen også en rolle. Hvis et lægemiddel indgår – eller forventes at indgå – i et kommende udbud, vil Amgros ofte ikke kunne indgå en alternativ aftale. Det er årsagen til 18 procent af tilfældende.


ANMODNINGER OM ALTERNATIVE AFTALER

Siden 2021 har Amgros systematisk indsamlet data på de anmodninger, vi modtager om alternative aftaler. Den viden bruger vi til at skabe overblik og styrke dialogen.

Af disse data kan vi se, at cirka en tredjedel af anmodningerne vedrører en effektbaseret model. 

De øvrige anmodninger omfatter økonomiske modeller som for eksempel patientinitieringsmodellen, budgetloftsmodellen eller prisvolumenmodellen.

Læs mere om de forskellige modeller for alternative aftaler her.



De anmodninger, som Amgros og Medicinrådet modtager om alternative aftaler, vedrører forskellige sygdomsområder. 

Halvdelen af anmodningerne vedrører solide tumorer eller hæmatologisk kræft


Øvrige sygdomsområder vedrører: blodsygdomme, dyslipidæmi, endokrinologi, gastroenterologi, infektionssygdomme, immundefekter og transplantation, leversygdomme, neurologiske sygdomme, neuromuskulære sygdomme og sjældne arvelige sygdomme.

I Amgros er vi åbne for alternative aftaler og ser dem som et vigtigt redskab til at sikre adgang til ny, innovativ og ofte dyr medicin. Samtidig viser vores erfaringer, at der kan være flere årsager til, at anmodninger ikke bliver til aftaler. Det er en vigtig del af det samlede billede, når vi arbejder med at udvikle området i samarbejde med Medicinrådet og leverandører.
Nina Uldal
Nina Uldal,
Direktør

Læs mere

Status på alternative aftaler

Prisforhandling og udbud

Amgros varetager indkøbet af stort set alle de lægemidler, de offentlige danske sygehuse bruger. Det er vores opgave at tilrettelægge udbud på lægemidler, så vi dækker sygehusenes behov samtidig med, at vi skærper konkurrencen mest muligt.

LÆS MERE
Status på alternative aftaler

Nye lægemidler og forhandling

Hvis et nyt lægemiddel skal komme i betragtning som standardbehandling på de offentlige danske sygehuse, skal Medicinrådet først vurdere og anbefale det.

LÆS MERE
Status på alternative aftaler

Alternative aftaler

I Amgros har vi gennem flere år anvendt alternative aftalemodeller for at sikre patienter adgang til ny, dyr og innovativ medicin. Vi har samtidig fastlagt en række principper, som danner rammen for brugen af alternative aftaler. Principperne skal blandt andet sikre, at alle leverandører bliver behandlet lige, og at vi arbejder ensartet og transparent i vores tilgang.

LÆS MERE