BÆREDYGTIGHEDSKRITERIER I MANGE UDBUD – IGEN I ÅR


Amgros er godt i gang med årets store udbudsrunde. Igen i år sætter vi rekord for antallet af delaftaler med bæredygtighedskriterier - og bidrager på den måde til en mere bæredygtig forsyning.

12. MAJ 2026

I Amgros har vi et klart ønske om at bidrage til en grønnere fremtid. Nu har vi for sjette år i træk publiceret nationale udbud med bæredygtighedskriterier. Det giver leverandørerne mulighed for at konkurrere på andet end laveste pris. Det betyder samtidigt, at leverandørerne skal forholde sig til andet end blot prisen, når de afgiver tilbud. 

Denne gang indgår kriterierne i 358 udbudte delaftaler mod 305 sidste år. Så vi sætter endnu engang ny rekord for antallet af delaftaler med bæredygtighedskriterier. Vi udbyder cirka 830 delaftaler i årets store udbudsrunde. 

- Amgros forsyner de offentlige hospitaler med lægemidler for cirka ti milliarder kroner årligt. Med den position kan og vil vi bidrage til en grønnere fremtid. Derfor er er vi glade for, at årets store udbudsrunde omfatter endnu flere delaftaler med bæredygtighedskriterier, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

Amgros vil med kriterierne bidrage til at bekæmpe antimikrobiel resistens i forsyningskæden, reducere emballagemængder og fremme genanvendelige materialer, reducere klimaaftryk fra lægemidler, produktion af sterilt vand og last mile-transport.

SAMME KRITERIER SOM SIDSTE ÅR

Bæredygtighedskriterierne i årets store udbudsrunde er de samme, som vi har anvendt i de tidligere år - men de er nu med i endnu flere udbud. Kriterierne er derfor velkendte - med få justeringer - fordi vi allerede tidligere har præsenteret dem for leverandørerne.

Som noget nyt i år har vi til hvert udbud med bæredygtighedskriterier vedlagt et dokument, hvor kriterierne er oversat til engelsk. Det har været et ønske fra leverandørerne. Ideen er, at det skal lette leverandørernes arbejde med at indsamle oplysninger til at besvare bæredygtighedskriterierne.

Foto Af Kriterier 27 DK

VI OPFORDRER TIL AT GÅ I GANG SNAREST

Amgros giver også denne gang en længere frist for at indgive tilbud, som følge af at udbuddene omfatter bæredygtighedskriterier. Fristen er forlænget fra de typiske 45 dage til 60 dage.

Vi opfordrer vores leverandørerne til snarest at gå i gang med at dykke ned i kriterierne og indsamle den nødvendige dokumentation, så de kan besvare kriterierne.

- Vi ved, at der er mange leverandører, som arbejder strategisk med bæredygtighed - og lægger kræfter i det. Det arbejde vil vi naturligvis gerne honorere. Det kræver, at man som leverandør bruger tid på at fremskaffe de oplysninger, som vi efterspørger i bæredygtighedskriterierne. Så min opfordring er: Start i god tid, siger, Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

Fristen for at byde ind på Amgros’ udbud med bæredygtighedskriterier er hhv. den 19. maj, 27. maj og 16. juni 2026 klokken 12.00. Vær opmærksom på fristen på det specifikke udbud  

FAKTA

Lige som de forrige år har vi bæredygtighedskriterier på de udbud der vedrører lægemidler til dosisdispensering, antibiotika, hæmofiltrater, inhalationslægemidler, hormoner med mere.


I år har vi udvidet ved at inkludere lægemidler til anæstesi, hjerte og kredsløb.


Følgende publicerede udbud indeholder bæredygtighedskriterier:


- 2027 2.610.b
- 2027 2.1200.a
- 2027 2.1290.b
- 2027 2.1201.a
- 2027 2.690.b
- 2027 2.691.b
- 2027 2.203.b
- 2027 2.205.b
- 2027 2.210.a
- 2027 2.290.b
- 2027 2.701.b
- 2027 2.1301.a
- 2027 2.1302.b
- 2027 2.1303.b
- 2027 2.1304.a
- 2027 2.1390.b
- 2027 2.212.a
- 2027 2.213.a
- 2027 2.214.b


Amgros publicerer løbende udbud. Derfor er det vigtigt, at leverandører løbende holder øje med udbud publiceret på vores Leverandør- og udbudsportal.


Læs mere om Amgros’ ambition for mere bæredygtig forsyning her.

Nicoline Elers Koch

Teamleder

Jeg er ansvarlig for at lede, prioritere og udvikle driften i teamet for lægemiddeludbud, så vi i tæt samarbejde med sygehusapoteker og leverandører kan sikre forsyningen af lægemidler til de danske hospitaler.

Karen Torgny

Seniorspecialist- kommunikation

Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.