Der var mange gode grunde til, at lægemiddelorganisationerne i de nordiske lande tilbage i 2015 tog initiativ til at danne Nordisk Lægemiddelforum, NLF. Alle stod de over for stigende udgifter til medicin, drevet af nye behandlingsmuligheder og en aldrende befolkning. Læg dertil større og større udfordringer med at sikre forsyningen af lægemidler i et stadigt mere globaliseret lægemiddelmarked.
- Det var vores fælles vurdering, at den bedste måde, vi kunne møde de mange udfordringer på, var ved at samarbejde. Det synes jeg egentlig er lykkedes for os. Faktisk så godt, at vi vel med rette kan kalde Norden for den nok mest integrerede lægemiddelregion i EU. Det kan vi godt tillade os at være tilfredse med. For dem, der i sidste ende har glæde af det her, er patienterne i de nordiske lande, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros og Formand for Nordisk Lægemiddelforum.
Gennem årene har vi kunnet se, at det er blevet sværere for små markeder som de nordiske at sikre forsyningen af og adgang til lægemidler. Særligt til en rimelig pris. I Nordisk Lægemiddelforum har vi derfor løbende arbejdet for at gøre de nordiske markeder mere attraktive.
- En af Nordisk Lægemiddelforums allerstørste succeser er vores fælles nordiske udbud. Vi er vel nok de første i verden til at lykkes med kontinuerligt at lave fælles udbud over landegrænser. Når vi i dag vurderer vores udbytte af de fælles udbud, kan vi se, at vi har fået adgang til lægemidler, der ikke tidligere var registreret på det islandske marked, bedre forsyningssikkerhed og bedre priser, siger Hulda Harðardóttir, Head of the Procurement Department at Landspitali University Hospital, Island.
Et andet fokusområde for Nordisk Lægemiddelforum har været vores samarbejde inden for nye, ofte lovende og dyre lægemidler. Både når det gælder Horizon Scanning og fælles forhandlinger.
- Vi har alle store fordele af horizon scanning og af at dele viden om hvilke lægemidler, der er på vej på markedet - og diskutere, hvordan vi bør håndtere dem. Vi har allerede gennemført to fælles forhandlinger og med de nye fælles guideslines, kan vi formentlig se frem til endnu flere, siger Mikael Svensson, forhandlingskoordinator, Sveriges kommuner og regioner.
Samarbejdet i Nordisk Lægemiddelforum handler ikke kun om priser, tilgængelighed og sikker forsyning. Bæredygtighed - blandt andet i forbindelse med indkøb af lægemidler - er en vigtig del af samarbejdet.
- I Nordisk Lægemiddelforum har vi været gode til at dele viden om, hvordan vi hver især arbejder med bæredygtighedsdagsorden, og hvordan vi kan udvikle fælles løsninger. Det skal vi naturligvis fortsætte med. I Norden har vi også nogle erfaringer, der er interessante for resten af Europa - for eksempel i forhold til at sikre mere bæredygtige indkøb, siger Kerstin Carlsson, Director, HUS Pharmacy, HUS Group, the joint authority for Helsinki and Uusimaa in Finland.
De fem nordiske lande har forskellig lovgivning og strukturer på lægemiddelområdet. Det har i sagens natur givet Nordisk Lægemiddelforum lidt udfordringer for samarbejdet. Men ønsket om at lykkes har hele tiden været til stede. Derfor kan Nordisk Lægemiddelforum nu også se tilbage på en række af flotte resultater: Fem år med fælles nordiske udbud. Samarbejde om standardvilkår for avancerede terapier, ATMP’er. Harmonisering af miljøkriterier.
De mange gode erfaringer er ikke noget, der går ubemærket hen – heller ikke uden for Norden.
- Nordisk Lægemiddelforum har en stærk stemme i EU på lægemiddelområdet. Og det mener jeg er berettiget. Vores samarbejde og resultater inspirer, og det forpligter. Derfor har det også været helt naturligt for Nordisk Lægemiddelforum at tage aktiv del i Critial Medicines Allliance. Det har givet os mulig for at bidrage med både indsigt og input til, hvordan fællesregionale indkøb kan være med til at sikre forsyningssikkerheden i Europa, siger Tommy Juhl Nielsen, Divisjonsdirektør Legemidler, Sykehusinnkjøp.
Samarbejdet i Nordisk Lægemiddelforum bygger på frivillighed, konsensus og et ansvar, som er fordelt mellem landene. Det er et samarbejde, som de seneste 10 år har været fokuseret på at dele viden, afdække muligheder og udvikle nye fælles, nordiske løsninger. Et samarbejde, som alle deltagerne bag Nordisk Lægemiddelforum fortsat vil fokusere på og bidrage til.
- Hvis vi syntes, at der var udfordringer nok, da vi for ti år siden besluttede at etablere Nordisk Lægemiddelforum, så er de jo ikke blevet færre med årene. Siden hen har vi også fået en krig på kontinentet og en ny normal i forhold til, hvordan vi i verden samarbejder og handler med hinanden. Tiden er derfor mere end nogensinde til samarbejde og fælles løsninger, siger Flemming Sonne.
Nordisk Lægemiddelforum fejrer sit ti-års-jubilæum den 9. september 2025 – i København - hvor det hele begyndte.
Læs mere om Nordisk Lægemiddelforum på Amgros' hjemmeside her og på Nordisk Lægemiddelforums egen hjemmeside her
Medlemmer i Nordisk Lægemiddelforum omfatter:
• Amgros I/S, Danmark – den centrale indkøbsorganisation for sygehusmedicin
• Sykehusinnkjøp HF, Norge – den centrale indkøbsorganisation for bl.a. sygehusmedicin
• Norwegian Medical Products Agency
• Landspítali, Island
• Sveriges Kommuner och Regioner (SKR)
• HUS Apotek, HUS Gruppen – den fælles myndighed for Helsinki og Uusimaa, Finland
• Medicinrådet
ATMP står for Advanced Therapy Medicinal Products.
Kontakt
Karen Torgny
Seniorspecialist- kommunikation
Jeg står for den overordnede kommunikation i Amgros – herunder PR. Og er med til at sikre, at vi kommunikerer åbent og imødekommende med vores omverden.
Rasmus Syberg Hazelton
Teamleder
Jeg er ansvarlig for at drive Amgros’ internationale arbejde. Jeg bidrager desuden med strategisk sparring på politiske spørgsmål, og jeg har ansvaret for koordineringen af Amgros’ ledelsessupport.