Klinikkerne kalder på farmaceuter og farmakonomer


Farmaceuter og farmakonomer rykker i højere og højere antal ind på hospitalerne. Det er med til at øge viden og opmærksomhed  på brug af lægemidler. Samtidig frigiver det tid hos sygeplejersker og læger.

Klik her for at se en oversigt over alle vores artikler
15. JANUAR 2020

Klinisk farmaci er et fag i rivende udvikling. Fra 2013-2019 er antallet af farmaceuter og farmakonomer, som arbejder med klinisk farmaci på hospitalerne steget med i gennemsnit 30 procent. Det viser en ny rapport, Klinisk farmaci anno 2019, som Amgros har lavet i samarbejde med sygehusapotekerne.

- Klinikken har opdaget, at farmakonomer og farmaceuter er generalister i sygdomme og specialister i lægemidler. Man har fået øjnene op for den gevinst, der er ved at få farmaceuters og farmakonomers kompetencer med ud i klinikken, og at det giver klinikken mulighed for at udnytte de sparsomme ressourcer bedst muligt, siger Trine Kart, viceadministrerende direktør i Amgros.

HVAD ER DET SÅ FOR EN GEVINST?

De seneste år er det en gevinst, som først og fremmest relaterer sig til de patientnære ydelser. For som rapporten viser, er det netop dette område, der er vokset mest inden for klinisk farmaci. Det betyder, at farmaceuter og farmakonomer varetager opgaver som at gennemgå patienternes medicinering, når de bliver indlagt og afholder patientsamtaler. Også opgaver som at dispensere og administrere medicin er overdraget til farmakonomer. Især farmaceuter varetager administrative opgaver som fx at sikre, at patienter behandles med de lægemidler, som er anbefalet af Medicinrådet eller de lokale lægemiddelkomitéer.

- Når farmakonomerne på den måde er inde og understøtte noget af det, som har været klassiske sygeplejerskeopgaver, og farmaceuterne understøtter lægernes arbejde, er de med til at sikre korrekt valg og anvendelse af lægemidlerne - og dermed at kvalificere behandlingen af patienterne, siger sygehusapoteker Anita Duedahl, Apoteket Sygehus Lillebælt.

Det, at arbejdet med klinisk farmaci er gået fra at være et mere logistisk arbejde med effektiv lagerstyring til mere patientnært arbejde, kalder på andre kompetencer hos farmaceuter og farmakonomer. På godt og ondt. 

- Nogle medarbejdere er mere til de kendte arbejdsopgaver. Men for andre giver det mulighed for at udvikle sig på nye områder. Og hvad bliver det næste? Er det klinisk farmaci i hjemmet? Er det at få en større rolle i det forebyggende arbejde? Eller er det også at følge patienten efter udskrivningen?

Behovet ændrer sig hele tiden. Derfor er vi nødt til at følge med for at leve op til nye krav, siger Anita Duedahl.

Læs hele rapporten her

FAKTA

Hvad er klinisk farmaci?

Klinisk farmaci sikrer optimal og rationel brug af lægemidler til gavn for patient og samfund ved et samarbejde mellem farmaceuter/farmakonomer, andre sundhedsprofessionelle og patienten selv.